Finansberegner Logo

Finansberegner Logo

ETF- og fondsoverlap

Vælg to til fem fonde og se, hvor meget af dem der reelt er det samme.

Se hvor meget to til fem ETF'er eller fonde overlapper: procent, fælles selskaber og hvor meget af din spredning der er reel.

Ejer du det samme to gange?

En global indeksfond og en amerikansk indeksfond lyder som to forskellige ting. Men USA udgør omkring to tredjedele af verdensindekset, og de største selskaber i toppen er de samme. Køber du begge, ejer du Apple, Microsoft og NVIDIA to gange, uden at det står nogen steder.

Beregneren folder fondene ud til de enkelte papirer og lægger dem oven på hinanden. Ud kommer overlappet i procent, listen over fælles selskaber og vægten i hver fond, så du kan se præcis, hvor spredningen holder, og hvor den ikke gør.

Klik på et af eksemplerne for at se, hvordan det ser ud.

Sådan læser du resultatet

Tallet øverst er den del af pengene, der i praksis er placeret i de samme papirer. Under det står antallet af fælles positioner og det samlede antal forskellige papirer i de valgte fonde. Diagrammet viser det samme som antal: hvor mange papirer hver fond har for sig selv, og hvor mange de deler.

Tabellen nederst er listen over fælles selskaber med vægten i hver fond. Klik på et navn, og du får alle fonde, der ejer det selskab.

Når tallet er en nedre grænse eller et skøn

For nogle fonde kender vi kun de 25 største positioner. Overlappet regnes så kun på dem, og det rigtige tal er højere. Det står tydeligt ved tallet, og hver fond har et mærke, der viser, om vi kender hele porteføljen eller kun toppen.

Er de to fonde i samme kategori, fx to globale indeksfonde, ville en nedre grænse få dem til at se langt mere forskellige ud, end de er. Så viser vi i stedet et skøn: hvor stor en del af de positioner, vi kender, der går igen i den anden fond. Det står som "ca." foran tallet.

Om tallene

Beholdningerne er fondenes senest offentliggjorte porteføljer. For nogle fonde kender vi kun de største positioner, og det står ved hver fond. Beregneren giver ikke investeringsrådgivning. Den viser kun, hvad fondene ejer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan regnes overlappet ud?

For hvert selskab, som begge fonde ejer, tager vi den mindste af de to vægte og lægger dem sammen. Ejer den ene fond 5 % NVIDIA og den anden 8 %, tæller NVIDIA med 5 %. Summen er den andel af pengene, du reelt har placeret to gange. Tallet går fra 0 % (intet til fælles) til 100 % (samme portefølje).

Hvad betyder "mindst" foran procenten?

For nogle fonde kender vi kun de 25 største positioner. Overlappet kan så kun regnes på de 25, og det rigtige tal er højere. Derfor står der "mindst". Er de to fonde i samme kategori, fx to globale indeksfonde, viser vi i stedet et skøn med "ca." foran: den del af de kendte positioner, der går igen i den anden fond. Kender vi hele porteføljen for begge fonde, er tallet præcist.

Hvad er et højt overlap?

Under 15 % kalder vi fondene komplementære. 15 til 40 % er et let overlap, 40 til 70 % et delvist, og over 70 % et højt. To fonde, der følger det samme indeks, lander typisk over 90 %. En global fond og en ren amerikansk fond lander ofte omkring 60 til 70 %, fordi USA fylder så meget i verdensindekset.

Er overlap dårligt?

Ikke i sig selv. Men hvis du har købt to fonde for at sprede risikoen, og de overlapper 90 %, har du ikke fået den spredning, du troede. Så betaler du typisk bare omkostninger to steder for den samme eksponering.

Hvor friske er tallene?

Beholdningerne opdateres løbende, men fondene offentliggør deres portefølje med forsinkelse, fra få dage til et par måneder. Datoen for den seneste offentliggjorte portefølje står ved hver fond.

Kan jeg sammenligne investeringsforeninger og ETF'er på tværs?

Ja. Beregneren kender både børshandlede fonde og danske investeringsforeninger, så du kan sætte en dansk indeksforening op mod en ETF, der følger samme indeks.